Sprogarbejdet -herunder Årets Bog

Som gennemgående fokusområde har vi i hele Kongeskibet altid fokus på vores arbejde med sproget. 
Det sker f.eks. gennem årets bog.

Vi håber at vores arbejde med læsning tidligt i børnenes liv, vil fordre en læseglæde som de kan tage med sig videre.
Årets bog er et værk vi arbejder med i dybden og som tværgående i hele huset vil blive læst gentagende gange -hele året rundt.
Tanken er, at børn og voksne sammen kan blive så trygge med historien, visuelle virkemidler, tematikker og nøgleord, at det bliver muligt at folde bogen ud som mere end højtlæsning -blandt andet igennem fælles rollelege.

I 2024 var Årets Bog ”Petunia -En Rigtig Dum Dag” af Nanna Gomaa. 

I den indledende fase får børnene introduceret værket gennem højtlæsning på traditionel vis. 
Vi lærer sammen illustrationerne at kende og får etableret kendskab til fortællingens struktur.

Når børnene er trygge ved historien, kan vi bevæge os lidt længere væk fra historien og påbegynde arbejdet med selve tematikken i bogen. Petunia var udvalgt da historien rummer gode perspektiver og følelser omkring venskab, ensomhed og legefællesskaber. Vi ønskede at børnene fik ekstra kendskab og tryghed ved karakteren Petunia og som supplering læste vi derfor også andre bøger fra serien, hvor karakteren Petunia er hovedperson.

Vi håbede at det fiktive univers ville give børnene nye redskaber i forhold til at se og anerkende værdien af at lukke flere ind i en leg. Gennem pædagogiske aktiviteter arbejdede vi med at børnene ville blive bedre til at afkode hinandens følelser og ansigtsudtryk og derigennem blive bedre til at respektere hinandens grænser.
Vi ønskede altså at bogen ville blive et supplement i børnenes redskabskasse når de skulle navigere i at gøre plads til hinanden og sætte sig i andres sted.

Derudover at børnegruppen selv kunne identificere disse tematikker og vi brugte derfor den dialogiske læsning som værktøj til, at få sat ord på hvad der foregik i bogen.
De voksne besvarede altså ikke spørgsmålene men var snare den der stillede dem. Vi fik samtaler om, hvorvidt børnegruppen kunne genkende Petunias følelser og om de havde haft lignende oplevelser selv. Vi spurgte ind til, hvordan Petunia mon så ud, da hun blev holdt udenfor af karakteren Frederikke.
Petunia bliver lukket ude af tre venner fra børnehaven. Hun er ked af det. Hun opstarter en ny leg som langsomt får tiltrukket flere og flere børnehavevenner. Til sidst i bogen er alle med i legen og det der starter som en rigtig dum dag bliver en rigtig god dag.

Vi arbejdede både kreativt og aktivt med bogen. Vi farvelagde tegninger af petunia og fik gennem vores kreative aktivitet ligeledes mulighed for at få skabt rum for samtaler om bogen.

Aktivt tog vi et element fra bogen med os ud på legepladsen. Her genskabte vi nemlig den leg som børnene i bogen samles om; at bygge en hule. Alle deltog aktiv i at indsamle materiale (blade, græs og grene) og vi genskabte således Petunias hule. Tanken var, at alle børn oplevede en følelse af at høre til i fællesskabet. At der var plads til alle og at man var ikke i tvivl om, at alle havde en rolle i legen. 

Vi så efter tegn hos børnegruppen, på at de havde opfanget tematikken, når de befandt sig i situationer i dagligdagen, hvor der kunne trækkes tråde til bogen. Vi håbede altså at de i konfliktsituationer ville kunne drage parallel til tematikken i bogen.
Vi oplevede en børnegruppe der ivrigt kunne sætte ord på oplevelser der i deres perspektiv mindede om, hvad Petunia gennemgik i bogen. Vi kunne altså konkludere, at vores arbejde med bogen havde gjort indtryk på børnene der kunne referere til Petunias følelser, når vi som voksne i dagligdagssituationer kunne referere til tematikken ”hvordan mon han føler, når han ikke må være med i legen?” eller ”bliver en leg mon bedre eller dårligere når der er flere med i den?”. Vi oplevede at børnene som ofte havde en mere inviterende og inkluderende tilgang i deres legefællesskaber, og skabte plads til flere venner. De svarede at legen blev bedre og gjorde plads til hinanden.

Vi kunne dog også se at denne evne til at drage paralleller til bogens tematik fortrinsvis var noget de 4-5årige mestrede. 

Foruden arbejdet med Årets Bog, har vi, som nævnt altid fokus på vores sproglige arbejde i de pædagogiske aktiviteter i Kongeskibet. 
Det sker f.eks. gennem dialogisk læsning med børnene.
Dialogisk læsning foregår i mindre grupper. Vi sørger for at sammensætte børnegruppen, så der er diversitet i niveauet. Der vil altså være børn der har stærke sproglige kompetencer, som kan agere rollemodeller under læsningen samt børn der har brug for mere tid til at finde de rette ord, og som profiterer af, at befinde sig i en lille gruppe hvor der er plads til at de også kan byde ind.
Når vi laver dialogisk læsning, bruger vi ikke blot bogen som redskab for læsningen. Vi får stimuleret følesansen gennem inkludering af artefakter der har relevans for læsningen. Når børnene kan holde en trold i hånden og lege de befinder sig under broen, i fortællingen om De Tre Bukkebruse, får historien en ekstra dimension. Det er med til at vække nysgerrigheden og giver barnet en mere aktiv rolle -hvilket er hele essensen af den dialogiske læsning som pædagogisk redskab i sprogarbejdet.

Vi ønskede at særligt de børn der havde brug for at styrke deres sproglige udvikling, ville profitere af at blive inkluderet i dialogisk læsning. Vi så efter tegn på, at det enkelte barn havde mere mod på, aktivt at deltage og byde ind under læsningen. Vi så efter tegn på at børnene med tiden tilegnede sig nye ord som de kunne anvende under læsningen og at det ville styrke deres sprog generelt.

Vi oplevede gennemgående at børnene efter deltagelse i dialogisk læsning, hurtigere kunne finde de rette ord og deltage i dialogen om bogen. Børnene udviste altså en større tro på egne evner og adapterede de, indledningsvis, fremmede ord. Vi så desuden at børnene kunne anvende fortællingen fra bogen i leg på legepladsen. Broen ude på legepladsen blev nemlig omdrejningspunkt for rolleleg, hvor børnene blev karaktererne fra eventyret. Tilegnelsen af ordene fra den dialogiske læsning gav børnene forudsætning for at indgå i disse lege, hvor de nu havde kendskab til opbygningen af historien og kunne byde ind med de ord de havde lært.

Foruden eventyret om De Tre Bukkebruse blev der blandt andet også lavet dialogisk læsning om traditionen fastelavn, hvor børnene legede klæd-ud-lege og læst fortællingen om Guldlok og De Tre Bjørne, hvor der blev leget med figurer fra eventyret.

Som en fast del af vores struktur i huset er eftermiddagens spisestund, hvor børnene sidder og får mad, blevet scene for fortællinger og historier. Her læses der højt fra bøger men der fortælles også frit fra fantasien. Børnene er bekendte med formen for denne fortæller-stund og er blevet trygge ved, her at være passive modtagere. Vi oplevede indledningsvis, at flere børn var urolige, efterspurgte at se billederne i bogen, hvis de var for langt væk til at se, eller kom til at snakke med sidemanden ved bordet. Vi håbede at gentagelse af formen ville give en forudsigelighed der gav ro til hele stuen under fortællingerne. Vi så altså efter tegn på, at vores gentagelse af formen ville skabe en tryghed for børnene og at de derved ville kunne fordybe sig i historierne.
Vi forsøge at etablere denne tryghed og genkendelighed ved, at gentage rutinen dagligt. Den ene voksne på stuen er fortælleren der er i fokus og den anden på stuen varetager imens de praktiske opgaver med børnene, hvis de skal have mere brød, et glas mælk vælter eller lignende. Børnene ved altså at man lytter til den ene voksne og har opmærksomheden rettet mod dem. Den voksne der fortæller, står op eller går rundt på stuen mens den anden voksne sidder ned og skaber ro. Ved at være i bevægelse får alle børn på stuen set de visuelle virkemidler der måtte være til fortællingen.

Vi oplever en børnegruppe der er i stand til at forholde sig i ro under fortællingerne, de lever sig med og viser tydeligt med mimik at de er ængstelige, spændte, begejstrede og lignende i relation til hvad der udspiller sig i fortællingen. Under højtlæsningen oplever vi at børnene er trygge ved at den voksne kommer rundt til hele stuen så alle børn får set de visuelle virkemidler.

Vi oplever at børnene selv spørger efter denne fortællerstund, og til frokost kan give udtryk for at de glæder sig til den. Når fortællingen er slut, råber børnene oftest ”En til!!” og udtrykker altså tydeligt at de nyder denne stund. Der er ligeledes flere børn der kan beklage sig, hvis de bliver afhentet inden historien er slut. Børnene kan efterspørge at låne en bog med hjem, som de har fået læst højt, da de vil høre den igen derhjemme.

Vi kan altså i Kongeskibet konkludere, at børnene er blevet ”læseglade” og nyder få læst højt. Vi kan se og høre hvordan det fremmer deres sproglige udvikling og vi fortsætter derfor denne struktur i Kongeskibet fremadrettet.

Evaluering af Koloni 2024

Som en årlig tilbagevendende begivenhed har vi også i 2024 valgt at tage på koloni. 
Vi tager afsted 14-18 børn og 3 voksne.

Formålet med turen, er foruden styrkelse af sociale relationer mellem børnene på tværs af stuerne, også at ruste børnene til at være væk hjemmefra og få følelsen af at være en del af et særligt fællesskab.
Vi ønskede også at styrke det relationelle mellem børnene og det pædagogiske personale.

Karakteren af et barns tilknytning til de voksne omkring det har stor betydning for barnets sociale, følelsesmæssige og kognitive udvikling (Shirvanian & Michael, 2017). 
Børn i dag tilbringer mange timer med personalet i institutioner, så vigtigheden af at varetage og pleje tilknytningen er essentiel for barnets generelle trivsel.

En koloni giver rammerne for at arbejde med netop den relation og styrke tilknytningen til barnets voksne.
For mange børn i alderen 4-5 år er det en stor begivenhed at overnatte væk fra forældrene+, og nogle har ikke prøvet dette før. Vi ønskede at give børnene oplevelsen af, at kunne savne men at kunne arbejde sig gennem følelsen ved at tale om det med en voksen og vende det til gensynsglæde efter hjemkomst.

Vi ønskede at skabe en tur, hvor alle børnene tog afsted med mod og begejstring omkring de oplevelser der var i vente og at de kunne vende hjem med en følelse af stolthed og succes.

Hvordan skabte vi mod og begejstring omkring deltagelse i Kongeskibets Koloni?

Vi havde fra tidligere erfaret at forældresamarbejdet her er essentielt. At forældregruppen er tilstrækkeligt klædt på og føler tillid og ro omkring turen, smitter af på børnegruppen.

Hvordan etablerede vi den nødvendige ro/tillid? Information og forberedelse er nøglen til at klæde børn og voksne på til den forestående koloni.

Vi udsendte Aula beskeder til forældrene der grundigt gennemgik forløbet for de to dage turen varede. 
Vi gav os tid til ansigt-ansigt at besvare individuelle spørgsmål. 
Vi talte om den forestående koloni med stor begejstring. 

Vi besøgte stedet for den for kommende koloni flere gange, og delte ligeledes adressen med forældrene i god tid, så de havde muligheden for at se stedet og besøge det med deres barn.  
Vi havde ”indkøbsture”, hvor vi købte perler, bolde og andet som skulle tages i brug på turen. 
Vi lavede en visuel nedtælling, hvor børnene hver dag klippede et tal af rækken. 
Vi tegnede ”hvad glæder du dig til? / hvad skal der ske på kolonien?” og hængte tegningerne op på stuerne.  
Vi lod børnene få medbestemmelse omkring ”menuen” på kolonien da denne skulle planlægges.
Under selve turen blev der skrevet beskeder til forældre via Aula og der blev oprettet billede album som vi opdaterede løbende. 
Vi filmede også små klip, hvor børnene kunne vise omgivelserne og sende en hilsen.

Hvilke tegn så vi efter?

Vi ønskede at opleve en børnegruppe der med begejstring havde mod på at skulle afsted på kolonien. Positive ytringer omkring at skulle afsted var noget vi hæftede os ved, som en klar indikator om at børnene var rede på en kolonitur.

At børnene efter hjemkomst med stolthed fortalte om oplevelser på kolonien, til forældre og børn/voksne i institutionen, viste at de havde oplevet turen som en succes.

Vi oplevede at enkelte børn havde svært ved at arbejde med savnet, da vi den 1. dag nærmede os sengetid. Som pædagogisk vurdering blev forældrene her kontaktet og børnene blev afhentet fra kolonien. 
At vi som pædagogisk personale vurderer hvornår barnets grænse er nået, giver dem en følelse af at blive set og mødt i en situation der er uvant og svær. Forældrene oplever ligeledes at den ”kontrakt” vi indgår, bliver overholdt, så det for alle er en god oplevelse at være på koloni.

Evaluering efterfølgende:
Vi returnerede til Børnehaven med en flok trætte men glade børn der havde fået uendelig mange oplevelser med i rygsækken. Vi hæftede os ved at turen efterfølgende, og selv 6 måneder senere, bliver omtalt i positive vendinger fra børnegruppen der var med. 
Sætninger som ”kan du huske dengang på kolonien da vi lavede bål?”, ”det var så fedt på kolonien, da vi var ude og sejle” eller ”jeg gad godt vi skulle på koloni igen”. Der har altså været et gennemgående fokus på de positive oplevelser som børnene fik under kolonituren, og ikke på oplevelsen af at have savnet sine forældre.

I forhold til tilknytning oplevede vi fra børnegruppen, at de udviste endnu større tillid til det personale der deltog i turen. I svære stunder sås det, at børne søgte trøst hos disse.

Vi oplevede desuden en stor ros og taknemmelighed fra forældrene der ligeledes havde en endnu større tillid til personalet efter turen.

Børnene der var afsted sammen søgte hinanden i endnu højere grad da hverdagen gik i gang igen i børnehaven. Vi så altså at relationerne børnene imellem også var blevet styrket af en koloni tur. 

Hvad vil vi tage med os fremadrettet?
Vi kan anvende oplevelsen som en reference til, at det at savne, ikke behøver være svært. Børnene er en erfaring rigere i at mærke og gennemgå savn uden at det nødvendigvis var en ubehagelig følelse. Det er gode kompetencer at have med sig videre.
Vi ønsker at genanvende samme strategi i forhold til at forberede både børnegruppe og forældre, så det bliver en oplevelse som alle er trygge ved og glæder sig til. Det havde stor effekt at dette forebyggende arbejde blev prioriteret.

Måltidet

I hele Kongeskibet har vi i 2024 haft øget fokus på måltidet. 

Vi ønskede gennem dette fokus at skabe et øget kendskab til madens smag, konsistens, dufte og farver. Vores forhåbning var, at et øget kendskab skulle vække nysgerrighed og fremme mad-modet og -glæden hos børnegruppen. Vi ønskede at måltidet blev en rolig og positiv oplevelse for alle og at børnene gik mætte fra bordet, samt havde overskud til en gang imellem at udvide deres horisont madmæssigt.

Vi arbejdede med elementer fra ”Slip Måltidet Fri”, hvor man lader barnet få større medbestemmelse og indflydelse på, hvad der øses op og indtages under et måltid. Børnene tilbydes altså maden men bliver ikke ”tvunget” til at øse op, smage eller spise op. 
En afslappende atmosfære, hvor vi hygger os sammen hen over maden, håbede vi ville fremme lysten til at stifte bekendtskab med nye fødevarer -og at måltidet ville blive en positiv oplevelse for alle.

Hvordan foregår måltidet?
Rammerne for måltidet er fastlagt med en genkendelig remse der sætter spisningen i gang og en anden remse der afslutter frokosten. 
Vi kigger sammen nysgerrigt på, hvad der serveres og taler om former, farver, konsistens og smage. 
Vi har altid genkendelige eller trygge fødevarer repræsenteret under måltidet, så alle børn er sikret at der er noget de kan lide på bordet.
Det kan være rugbrød med smør, agurkestave eller pastaskruer. 
De voksne er rollemodeller og taler i positive vendinger om maden, smager og spiser sammen med børnene. 

Foruden selve måltidet, havde vi i 2024 også fokus på mad og måltidet gennem strukturerede pædagogiske aktiviteter. 
Børnene blev præsenteret for de fem grundsmage, gennem smagslege. 
Vi gik på opdagelse i tilbudsaviser og reklamer og producerede plancher. 

Hvordan evaluerede vi på effekten af vores tiltag?

At have fokus på mad og måltid uden for selve spisesituationen skulle gerne skabe en øget bevidsthed om mad og spisning hos børnegruppen. 
Vi så efter tegn på at børnegruppen kunne genkende smagene, både visuelt (gennem samtaler om plancher og andre kreative produkter og under højtlæsning) og også under selve spisningen. 
Vi havde fokusord som vi håbede børnegruppen ville tilegne sig og anvende. Ordene surt, sødt, salt, umami og bitter blev introduceret under de pædagogiske aktiviteter og under måltidet. Vi oplevede at børnene tilegnede sig de fem fokusord og anvendte dem både under spisning og i lege.
Vi fik fra forældre fortalt at flere børn desuden brugte ordene hjemme.

Vi oplevede at børnegruppen gik til måltidet med en positiv grundstemning, god appetit og mod på at smage. Vi så flere børn der indledningsvis var forbeholdne og afviste at smage nye og ubekendte fødevarer, men som med tiden fik mere mod. De kunne i første omgang takke nej til at smage men som måltidet skred frem tog de selv initiativ til, at øse op og spise.

Enkelte børn valgte dog at fastholde sig retten til ikke at smage nye ting, hvilket vi i tråd med teorien om medbestemmelse, lod dem gøre.

Vi havde også fokus på at måltidet er noget vi samles om, og at vi skal dele med de andre. Man skal i børnehaven lære at man f.eks. ikke kan spise uhæmmet af sit favoritpålæg -da der skal være til alle. Vi har altså oplevet at måltidet også kan være scene for læring af selvregulering og impulsstyring.

Vi så efter vores forløb, at der helt konkret blev sendt langt flere tomme fade og skåle retur til køkkenet. Vi oplevede også at måltiderne begyndte at strække sig over længere tid. Fra at vare typisk 30 minutter før forløbet kunne måltidet snildt vare 40 minutter da vi sluttede vores måltids fokus af.

Hvad vil vi tage med os fremadrettet?
Vi ønsker at fastholde strukturen og filosofien som vi etablerede i 2024. En afslappet madkultur, hvor barnet føler en stor medbestemmelse, mener vi er vejen frem til mere mad mod. Det vil altså fortsat være en del af den pædagogiske tilgang til måltidet i Kongeskibet.

Evaluering af leg

Vi har i 2024 haft fokus på leg i Kongeskibet.
Når børn leger, træder de ind i roller, træner deres forestillingsevne, hvilket styrker fantasien.
De øver sig i at forholde sig til andre børn når de leger sammen. Det giver dem mulighed for at træne kompromis og forhandling, hvilket giver dem mestringsstrategier når de skal løse konflikter.
Legen er derudover en god ramme for, at man som barn føler sig som en del af fællesskabet og som individ kan bidrage til noget og føle sig værdifuld.

Men ikke alle børn ved, hvad de skal byde ind med i en leg. Måske kan det være svært for dem at vide hvilke roller der er til dem i legen, hvad de skal sige eller hvordan de inviterer sig selv med i legen.

I Kongeskibet vil vi gerne give alle børn gode forudsætninger for at indgå i lege når de kommer i børnehave. På den måde er grundtanken at man uanset alder, relationer eller sociale- og sproglige kompetencer, har en chance for at byde ind med noget i en leg.

Til det formål har vi udarbejdet og anvendt legemanuskripter. Legemanuskripter skal fungere som en slags ”opskrift” med faste elementer som præsenteres for børnegruppen af de voksne. Ved gentagelse af en struktur for en leg, anvendelse af de samme artefakter, introduktion af nøglesætninger/ord er forhåbningen at elementerne lagres hos barnet. Barnet vil derved kunne genkende rammerne for en leg og have nogle redskaber som giver dem bedre mulighed for at blive en del af legefællesskabet. Børnene skal gerne med tiden evne at genkende en leg.

Vi ønskede gennem vedvarende brug af legemanuskripter at se særligt de udsatte børn i børnegruppen, få bedre mulighed for at træde ind i legen og blive en del af fællesskabet. Vi så efter tegn på, at børn der ofte befandt sig på sidelinjen af legefællesskaberne, selv havde mod på at træde ind i legen. 
Helt konkret var det i Kongeskibet butiksleg med kunder, penge, opstilling af varer, replikker som ”hvem vil købe”, ”hvad kan man købe?”, ”hvad koster den?” som blev præsenteret af de voksne igen og igen. 
Legen blev valgt da den er alsidig og kan leges både ude og inde. Butikken kan være en bager, en blomsterhandler eller et supermarked etc., og giver mulighed for mange videreudviklinger.
Vi så efter om børnene adapterede replikkerne på eget initiativ, om de opstillede ”varer” i butikken eller på anden vis selv tog initiativ til at blive en del af legefællesskabet.

Når legen udspillede sig på legepladsen, var sandkassen ofte ”butikken”. Når vi legede, ide producerede vi vores egne penge og klippede sedler af karton. Udenfor blev bøgebusken ”bank”, hvor børnene plukkede blade som blev brugt som betaling. Dette påfund blev fanget af flere børn, der stod på sidelinjen og iagttog legen. Efter kort tid, havde disse børn selv modet til at plukke blade og anvende dem som betaling for en kage eller en kop kaffe i sandkassen. Vi kunne altså se tegn på, at børnene genkendte rammerne for den leg der havde udspillet sig gentagne gange, og at de derved kendte strukturen for at blive en del af den. 

Vi oplevede dog også at de voksne havde en større rolle når det var de mindst børn der legede, da de skulle støttes mere i både at komme ind i legen men også at blive i legen hvis den voksne forlod legen, var der stor risiko for at legen gik i opløsning. Vi har derfor som personale arbejdet med vores egen rolle og positionering og haft fokus på hvornår vi skulle gå forrest i legen, hvornår vi skulle støtte op og være mere på sidelinjen for til sidst at kunne trække os helt fra legen, og lade børnene lege sig.