Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehaven Kongeskibet som arbejdsplads

I Børnehaven Kongeskibet arbejder vi med den pædagogiske metode Marte Meo, der hjælper os med at dykke ned i vores praksis og sætte fokus på alt det, som virker godt. Det gør vi ved at optage små videofilm af vores pædagogiske praksis, når der for eksempel er et barn, som vi har behov for at gøre noget særligt omkring, eller en pædagogisk aktivitet eller situation, som vi gerne vil gøre bedre.

Vi har to Marte Meo-terapeuter, som støtter op omkring arbejdet og hjælper med at filme og fortælle, hvad der fungerer godt i det pædagogiske arbejde, og hvad der kan forbedres. Metoden hjælper os med at udvikle os og tale om pædagogikken. Som medarbejder får du mulighed for at sætte fokus på din egen praksis og se, hvad du er god til, og hvor du kan blive bedre. Derfor skal du have lyst til at blive filmet for at arbejde i Børnehaven Kongeskibet.

Studieture

Som noget helt særligt tager vi løbende på studieture til andre lande for at besøge deres daginstitutioner og hente ny viden og inspiration. Vi har blandt andet været i Bergen for at lære om deres tilgang til forældresamarbejde og udsatte familier og i Firenze for at lære om Reggio Emilia og de æstetiske læringsmiljøer. Vi har også været i London, Stockholm og Helsinki – og den næste tur går til Island.

Når vi er på studietur, besøger vi flere forskellige daginstitutioner, ser deres læringsmiljøer, hører om deres arbejdsmetoder og pædagogiske praksis og får masser af inspiration til, hvordan vi selv kan gøre noget anderledes. Og udover at turene giver os en masse faglige input, så giver de også noget særligt til vores arbejdsfællesskab.

Høj faglighed og masser af ansvar

I Børnehaven Kongeskibet tør vi godt sige, at vi har en høj faglighed – og alle os, der arbejder her, har store ambitioner for vores arbejde med børnene.

Vores medarbejdere har desuden forskellige opgaver og ansvarsområder, som går ud over det pædagogiske arbejde – alt fra skemaer til ferieafvikling og samarbejdet med pladsanvisningen. Det giver afveksling for det pædagogiske personale, og så giver det vores leder endnu mere tid til at fokusere på den pædagogiske kvalitet i huset.

Vi har stor tillid til hinanden, og generelt vil du som medarbejder i Børnehaven Kongeskibet opleve en stor selvbestemmelse i dit arbejde. Rammen er tydelig, men du er er i høj grad med til at bestemme, hvad du fylder i den, så længe du gør det i samarbejde med dine kollegaer.