Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ankerstuen

Evaluering årets bog ”Guldlok og De Tre Bjørne”

Sammenhæng:

Årets bog i 2025 i børnehaven har været ”Det forkerte Eventyr”. Bogen er blevet valgt med henblik på børnehavens aldersgruppe. I basisgruppen var pågældende bog i et for højt niveau, så basisgruppen har haft ”Guldlok og de tre bjørne” som årets bog. 

Mål:

Målet med bogen var følgende:

  • Give børnene et fælles tredje

  • Træne kreative færdigheder

  • Genkendelighed ved læsningen

  • Udvide ordforråd

  • Sanseoplevelser

Tiltag:

  • Lavet dialogisk læsning med bogen

  • Smagt på risengrød, i små, mellem og store skåle, lige som bjørnene

  • Lavet bjørnehoveder af paptallerkener

  • Læst bogen fast efter legeplads

Tegn:

Vi ønsker at se børnegruppen forene sig om en fælles bog, hvor alle kan deltage i læsningen. Derudover ønsker vi at børnene får et øget ordforråd, ved kontinuerligt at læse den samme bog. 

Evaluering:

Vi oplevede at børnene fandt stor interesse i bogen og dens indhold, samt huskede elementer fra bogen. Da der på stuen blev serveret risengrød i tre forskellige størrelser skåle, var børnene begejstrede, og ville alle have grød fra den lille skål, da det var den Guldlok bedst kunne lide. Vi så også at alle børnene havde forståelse for, samt kunne deltage i kreative aktiviteter med afsæt i bogen.

 

Omsorg

På årets efterårskonference var et af temaerne ”omsorg i dagtilbud”. Vi har i institutionen haft dette som et primært fokuspunkt. 

På Ankerstuen har det betydet et fokus på at skabe trygge, omsorgsfulde og forudsigelige rammer for alle børn, uanset udfordringer. Konkret betyder det at alle børn har en piktogramtavle, samt forberedes efter behov på dagens aktiviteter. 

Omsorgen kommer til udtryk i måden vi møder børnene, med anerkendelse, tydelighed og ro. Vi har prioriteret trygge legerelationer og gentagelser for at styrke børnenes deltagelsesmuligheder og følelsen af at lykkedes. På stuen har vi et fast ugeskema, som blandt andet består af en fast tur-dag, krea-dag samt rytmik. Dette giver børnene bedre forudsætninger til at kunne deltage aktivt i dagens forløb, uden at skulle bruge energi på at ”regne ud” hvad dagen bringer.

På Ankerstuen har børnene forskellige grader af sansefølsomhed, opmærksomhed og behov for restitution, og de tilbydes individuelt tilpassede aktiviteter i løbet af dagen.

Omsorg forstås på Ankerstuen både som noget børnene modtager, og noget børnene gradvist lærer at give videre, altid med afsæt i det enkelte barns nærmeste udviklingszone. Vi træner blandt andet børnenes mentaliseringsevner ved at vi voksne sætter ord på de følelser de føler og oplever, både ved dem selv, og ved andre børn.